Om Farfar
Jeg hedder Lars, og det er mig der er farfar.
Jeg blev født en sommerdag i 1964, og i 1970 begyndte jeg i skolen hvor jeg lærte at læse og skrive. Det har jeg gjort lige siden. Jeg elsker historier, og jeg elsker at fortælle historier.
Jeg har to voksne sønner, der begge har givet mig børnebørn og gjort mig til farfar. Det er fantastisk!
Siden 2020 har jeg fortalt skøre historier for børn, og senere også godnathistorier. Der er 100 Eventyrlige Frikvarter, og 30 Farfars Godnathistorier. Du kan høre både eventyr og godnathistorier på Spotify. Der ligger et par afsnit af begge som koster gratis at lytte til, men hvis du vil kunne høre det hele, kræver det et abonnement til 29,- kr./md. pr. podcast.
Det sidste eventyr og den sidste godnathistorie udkom den 2. oktober 2024, og der kommer ikke flere.
I juli 2024 udkom den første bog i en planlagt serie af bøger med titlen Farfar Fortæller. Bøgerne indeholder udvalgte historier fra Eventyrlige Frikvarter.
Du kan købe bøgerne hos din boghandler, på internetboghandler, eller direkte hos mig (så sparer du lidt i forhold til udsalgsprisen).
Mine historier er skrevet efter disse “regler”:
- Alt er muligt!
- Det skal være skørt og sjovt
- Politisk korrekthed er ikke et mål, ligesom politisk ukorrekthed ikke er det, for politisk korrekthed er bare temmelig uinteressant.
- Der er ingen illustrationer i bøgerne. Børn har en fantastisk og helt vidunderlig fantasi, men i en verden hvor det meste bliver præsenteret med en fuldt færdig billedside på alle mulige elektroniske dimser, er der en potentiel risiko for at børns fantasi visner og dør. Og det kan vi ikke have!
ÉN FARFAR - To PODCASTS
Det første eventyr udkom den 1. april 2020, og det sidste kom den 2. oktober 2024.
Der er i alt 100 historier at vælge imellem hvis du abonnerer, og 3 hvis du ikke gør.
Har dit barn svært ved at falde i søvn? Har putteritualerne taget overhånd?
Farfars Godnathistorier er historier der ikke rigtigt handler om noget, fortalt langsomt og roligt med søvndyssende underlægningsmusik.
Og de virker! Børn falder i søvn inden historien er slut.
Du kan abonnere på historierne på Spotify – billigt, søvndyssende og effektivt 🙂
Den sidste godnathistorie kom den 2. oktober 2024, men de 30 jeg nåede at lave, kan stadig høres hvis du abonnerer, eller du kan høre en enkelt uden abonnement.
Bogserien
Fra bagsiden af den første bog:
Da Corona lukkede landet ned i 2020, begyndte jeg at skrive små historier for børn og udgive dem i podcasten “Eventyrlige Frikvarter”. Podcasten eksisterer stadig, og historierne er blevet hørt mere end 600.000 gange. Denne bog, der er den første i en planlagt serie, indeholder 10 udvalgte historier fra podcasten.
Der er ingen billeder i bogen, da idéen hele tiden har været, at børnene selv skal danne deres egne billeder, mens de får historierne fortalt. Børn har den vildeste fantasi, og den skal de have lov at bruge.
Rigtig god fornøjelse med historierne, og husk: hvis de er pædagogisk og/eller politisk korrekte, eller i værste fald har en lærerig morale, skyldes det udelukkende uopmærksomhed fra min side, for hvilket jeg på forhånd beklager.
For det er jo bare for sjov!
